Selvstændig betyder frihed – men også ansvar. Ingen arbejdsmarkedspakke, ingen HR-afdeling. Det er dig, der skal sørge for, at tingene hænger sammen, hvis uheldet rammer. Og det starter med at få styr på de rigtige forsikringer.
Her får du overblikket. Hvad er et krav, hvad er klogt, og hvad giver dig ro i maven, når du driver din egen forretning?
Forsikringer du skal have som selvstændig
Arbejdsskadeforsikring
Lovpligtig, hvis du har ansatte – eller hvis du driver virksomhed som ApS eller A/S (og arbejder i den selv).
Den dækker, hvis du eller dine folk kommer til skade i arbejdstiden – fysisk eller psykisk. Uden den står du med hele regningen og potentielle bøder.
Er du enkeltmandsvirksomhed uden ansatte? Så er det frivilligt – men stadig værd at overveje, især hvis du laver fysisk arbejde.
Forsikringer du bør have
Erhvervsansvarsforsikring
Beskytter dig, hvis du eller en medarbejder laver skade på en kunde, en ting eller en tredjepart.
Eksempel: En kunde glider på dit vådrumsgulv og brækker hoften. Uden ansvarsforsikring hænger du selv på erstatningen.
Løsøreforsikring
Din private indbo dækker ikke dine arbejdsredskaber. Har du udstyr, værktøj, varelager eller inventar, skal det dækkes separat. Løsøreforsikringen dækker fx ved brand, tyveri eller vandskade.
Eksempel: Du er fotograf med udstyr for 60.000 kr. Et indbrud = no gear. Med forsikring = ny start.
Ulykkesforsikring
Som selvstændig er arbejdstiden flydende – så få en heltidsulykkesforsikring, der også dækker, når du arbejder.
Eksempel: Du falder på vej til et kundemøde og skader din hofte. Du har fravalgt en arbejdsskadeforsikring, men har købt en heltidsulykkesforsikring, så får du erstatning og genoptræning dækket.
Kan kombineres med arbejdsskadeforsikring eller stå alene, hvis du ikke har ansatte, og virksomheden ikke er registreret som et ApS.
Hvad skal du så vælge?
Hvis du har ansatte – eller driver et ApS eller A/S og selv arbejder i det – skal du have en arbejdsskadeforsikring. Den er lovpligtig og dækker kun i arbejdstiden.
Er du enkeltmandsvirksomhed uden ansatte, og vil du være dækket døgnet rundt, skal du vælge en heltidsulykkesforsikring. Den er frivillig, men vigtig, hvis du fx arbejder alene, fysisk – eller bare gerne vil være dækket, uanset hvornår uheldet sker.
Forsikringer der giver ekstra sikkerhed
Erhvervsbilforsikring – Bruger du bil i arbejdstiden? Din private bilforsikring dækker ikke erhvervskørsel. Har du firmabil? Så skal den forsikres som sådan.
Cyberforsikring – Du arbejder online. Du sender fakturaer, du har kundedata. Et hackerangreb eller databrud kan blive både dyrt og pinligt. En cyberforsikring kan dække driftstab, oprydning og eventuelle erstatningskrav.
Sundhedsforsikring – Er du syg, er der ikke nogen andre til at tage over. En sundhedsforsikring kan sikre hurtig behandling, så du er tilbage i gear – uden ventetid i det offentlige.
Netbanksforsikring – Hvis nogen hacker sig ind på din netbank og tømmer kontoen, er det ikke sikkert, din bank dækker tabet. Med en netbanksforsikring er du dækket, hvis du bliver ramt af digitalt tyveri – fx via phishing, virus eller misbrug af dine loginoplysninger.
Gode råd til selvstændige
1. Tænk i worst-case – og forsikr det vigtigste
Start med at dække det, der er vigtig for du kan drive forretningen. Har du noget, du ikke har råd til at miste? Så forsikringen betaler sig.
2. Få samlet overblikket ét sted
Saml dine forsikringer ét sted, og få rabat, overblik og færre bøvlede opkald.
3. Hold det opdateret
Forsikringer skal følge din virkelighed. Har du ansat en ny? Skiftet branche? Købt nyt grej? Så skal det med i dækningen.
Case – Freelance webdesigner
Anna arbejder hjemmefra som webdesigner. Hun har ikke ansatte, men bruger avanceret udstyr og håndterer kundedata.
- Hun vælger en løsøreforsikring til computer, server og software
- Hun opgraderer sin ulykkesforsikring, så den dækker i arbejdstiden
- Hun tilføjer en cyberforsikring, så hun er dækket, hvis hendes kunders data lækkes
- Og selvom hun ikke behøver det, tegner hun en arbejdsskadeforsikring, bare for sikkerhedens skyld
Så er hun dækket – og kan fokusere på at få kunder i biksen uden at frygte, at én fejl ødelægger det hele.
